Hvad han sagde til mig for lidt siden...

"Du er så egoistisk, alt skal gå efter dit hoved! Det gør det bare ikke. Alt går ikke efter dit hoved, lille Diana! Hvorfor tænker du kun på dig selv? Hvorfor skal alt være på din måde? Hvorfor brokker du dig hele tiden? Alt det jeg gør, er ikke godt nok. Jeg kan ikke finde ud af hverken og støvsuge, ordne vasketøj, vaske op eller lave mad. Jeg kan heller ikke se efter min egen datter, påstår du. Du kan lige så godt slå vores andet barn ihjel (ufødt). Det kan jeg vel heller ikke se efter? Men gør du det, tager jeg hende her og du får hende aldrig og se igen! osv osv osv osv osv osv...."

Langt om længe fik jeg lov og sige noget, og spurgte ham, hvorfor han blev her, hvis det var så forfærdeligt?Det endte med, han tog sine nøgler, kørte sin vej, men fik lige råbt, inden han gik ud af døren, at  han vel var far til vores datter, derfor blev han...

Sidder tilbage med tanken; Det er måske kun derfor, han er her? Pga. vores datter?

----------------------------------------------------

ALT går af lort til! Lige siden vi flyttede ind her, er alt bare gået skævt! Førhen kunne han sagtens ta´ tingene af sig selv - vi havde endda 2 dage om ugen hvor han tog vores datter om morgenen og kørte hende i dagpleje, så jeg kunne få en halv time mere. Han plejede og kysse og kramme mig, og jeg ham... Men nu! Jeg laver stortset alt! Han ser efter hende, mens jeg laver mad og en sjælden gang imellem tager han støvsugeren, men kun hvis jeg har bedt ham om det.

Hvad dælen er der sket? Hunden er endda blevet mærkelig? Han vil ikke komme når jeg kalder på ham, at der er mad, han vil kke ud og gå med mig Jeg slår ham overhovedet ikke, skælder kun ud, når han laver noget han ikke må. Han plejer og være min kæledægge...

Jeg er begyndt og slå mig selv - skar førhen, men det kan ses. Nu slår jeg mig selv i hovedet! Ved det er forkert, men kan ikke lade være Han kører så hårdt på mig, når vi skændtes, og han ved det, men det er som om han går ind i sin egen verden, og husker nogle gange slet ikke, hvad han har sagt, eller kaldt mig?1

Jeg er også begyndt og trøstespise Og shopper tit (godt nok kun i genbrugen), men shopper for at få tiden til og gå...

Har snakket med lægen, men får bare en ny tid hver gang hos ham hvor han beder mig fortælle hvordan det er gået siden sidst? Skal jeg mon selv kontakte en psykiater/psykolog?

Og så er jeg gravid igen med et planlagt barn, men overvejer og stoppe det, når det går som det går mellem mig og manden. Jeg kan ikke klare begge børn selv, hvis jeg blir´ alene og nægter at lade hende bo hos ham. Kan ikke undvære hende

Hvad gør jeg?

jeg har desværre ikke rigtig nogle gode råd men du skal da lige ha en  med på vejen..

og så syns jeg du skal snakke med en psykolog eller noget i den retning! du kan ikke leve sådan her..

Det er det sværeste at rådgive andre i sådan en situation, for på dit indlæg lyder det som om du er dybt ulykkelig, og faktisk helst fri for ham. Og hvis det er sådan du har det, synes jeg du skal tage springet, og flytte med begge børn, selvfølgelig kan du klare det.

Men der kan jo være så mange ting der spiller ind, som du ikke nævner. Men du kunne jo tage en snak med lægen, han kender måske bedre din situation?

Det er ihvertfald ikke værd at være ulykkelig

Søde ven...du ved hvor jeg er, og skriv endelig privat til mig, hvis du trænger til en snak.

Herinde vil jeg sige, at du skal se at få en aftale hos en psykolog, så du kan få talt tingene igennem, for du har helt sikkert brug for det, især fordi du slår dig selv...så er den helt gal.
Men skynd dig at få afgjort om du vil blive eller gå, hvis du skal nå at få en abort.
og så får du et kæmpe trøsteknus.

Kærligst
Sussie

Anonym skriver:

"Du er så egoistisk, alt skal gå efter dit hoved! Det gør det bare ikke. Alt går ikke efter dit hoved, lille Diana! Hvorfor tænker du kun på dig selv? Hvorfor skal alt være på din måde? Hvorfor brokker du dig hele tiden? Alt det jeg gør, er ikke godt nok. Jeg kan ikke finde ud af hverken og støvsuge, ordne vasketøj, vaske op eller lave mad. Jeg kan heller ikke se efter min egen datter, påstår du. Du kan lige så godt slå vores andet barn ihjel (ufødt). Det kan jeg vel heller ikke se efter? Men gør du det, tager jeg hende her og du får hende aldrig og se igen! osv osv osv osv osv osv...."

Langt om længe fik jeg lov og sige noget, og spurgte ham, hvorfor han blev her, hvis det var så forfærdeligt?Det endte med, han tog sine nøgler, kørte sin vej, men fik lige råbt, inden han gik ud af døren, at  han vel var far til vores datter, derfor blev han...

Sidder tilbage med tanken; Det er måske kun derfor, han er her? Pga. vores datter?

----------------------------------------------------

ALT går af lort til! Lige siden vi flyttede ind her, er alt bare gået skævt! Førhen kunne han sagtens ta´ tingene af sig selv - vi havde endda 2 dage om ugen hvor han tog vores datter om morgenen og kørte hende i dagpleje, så jeg kunne få en halv time mere. Han plejede og kysse og kramme mig, og jeg ham... Men nu! Jeg laver stortset alt! Han ser efter hende, mens jeg laver mad og en sjælden gang imellem tager han støvsugeren, men kun hvis jeg har bedt ham om det.

Hvad dælen er der sket? Hunden er endda blevet mærkelig? Han vil ikke komme når jeg kalder på ham, at der er mad, han vil kke ud og gå med mig Jeg slår ham overhovedet ikke, skælder kun ud, når han laver noget han ikke må. Han plejer og være min kæledægge...

Jeg er begyndt og slå mig selv - skar førhen, men det kan ses. Nu slår jeg mig selv i hovedet! Ved det er forkert, men kan ikke lade være Han kører så hårdt på mig, når vi skændtes, og han ved det, men det er som om han går ind i sin egen verden, og husker nogle gange slet ikke, hvad han har sagt, eller kaldt mig?1

Jeg er også begyndt og trøstespise Og shopper tit (godt nok kun i genbrugen), men shopper for at få tiden til og gå...

Har snakket med lægen, men får bare en ny tid hver gang hos ham hvor han beder mig fortælle hvordan det er gået siden sidst? Skal jeg mon selv kontakte en psykiater/psykolog?

Og så er jeg gravid igen med et planlagt barn, men overvejer og stoppe det, når det går som det går mellem mig og manden. Jeg kan ikke klare begge børn selv, hvis jeg blir´ alene og nægter at lade hende bo hos ham. Kan ikke undvære hende

Hvad gør jeg?

Har været det samme igennem, var bare ikke gravid, men vi havde dog en lille datter i forvejen. Jeg flyttede sammen med min kæreste/min datters far, men vi boede der kun i 2 måneder, før det blev for meget. Den første måned gik okay, men vi blev hurtigt vant til hinanden og trætte af hinanden på en måde. Pludselig begyndte vi at skændtes hver evig eneste dag over små ting som at han have glemt sine udendørs sko under sofabordet eller lign. 

Mænd er ikke skabt til at rydde op og være husmødre, men alligevel var det URETFÆRDIGT at JEG sku gøre rent, handle, lave mad og ALT andet. Han ryddede ikke engang op efter sig selv !! 

Pludselig græd jeg hver dag, fordi jeg var træt af mit liv, som om jeg altid havde boet i den dumme lejlighed.

Det endte så galt efter et skænderi om at vi var begyndt at tale for grimt til hinanden, sagde jeg at jeg ikke ville være sammen med ham længere. Der truede han mig med nogen forfærdelige ting, der knuste mig fuldstændig. Jeg flyttede ud DAGEN EFTER og siden da, skændtes vi ikke længere. Vi er stadig sammen dagen idag.

Jeg tror bare at når hverdagene bliver ens i et parforhold, og kvinden tager sig af alle pligterne og manden ikke lytter, SÅ ER MAN FOR MEGET SAMMEN ! 

Desværre er det sådan nogen gange. Hvis der er noget du vil vide, kan du bare spørger, for har været alle skænderier og alt muligt andet lort igennem med min mand, mere end du tror, og alligevel er vi sammen dagen idag, glade, vi elsker hinanden, vi taler pænt, vi bor sammen, vi deles om pligterne, men til gengæld er vi nød til at sørger for at vi ikke ser hinanden HVER EVIG ENESTE DAG.