Hvornår fortæller I det?

Ja, som overskriften hentyder til; hvornår har I tænkt jer at fortælle jeres omgangskreds at I er blevet gravide, når den dag kommer? Og ved de allesammen at I er i behandling for barnløshed?

Jeg ved ikke før i midten af næste uge om jeg er gravid (lige nu tror jeg ikke rigtig på det da jeg går og føler det som om jeg skal have min mens. meget snart), og manden og jeg har snakket lidt om hvornår vi skal forælle familie og venner det, hvis blodprøven er positiv... Under normale graviditets-omstændigheder ville jeg rigtig gerne have ventet nogle uger - specielt pga. den forhøjede risiko for at miste barnet det første stykke tid, men når nu de nærmeste familiemedlemmer, venner og kollegaer ved at vi er i behandling og snart får svar, så kan jeg ikke rigtig se hvordan vi kan trække den - de vil jo spørge ind til det. Og jeg ved bare at den bliver svær at bremse når først de nærmeste ved det - da jeg for nogle år siden fortalte mine forældre at jeg skulle giftes gik der under 10 minutter før min stedfar havde postet nyheden på Facebook

Jeg ved at de slet ikke vil kunne styre sig når de får at vide at de skal være bedsteforældre (vi er en lillle familie så graviditeter og småbørn er en sjældenhed).

Skal vi bare sige "hvad pokker" og smide det ud i offentligheden så snart vi får svar....Hvad gør I andre?

mht hvor mange der viste det, så vidste en stor del af vores omgangskreds at vi var i behandling. Jeg fortalte dog ikke noget til nogen på arb. overhoved. Der ville jeg gerne være fri for at forholde mig til det med at være ufrivillig barnløs og bare være "mig". Men vores venner viste det, og det har jeg altid set som noget postivt.

Ved vores første fortalte vi det da jeg var ca 9 uger henne. Jeg ville gerne have første scanning (det tidlige scanning) overstået plus så et par uger mere.

Anden gang fortalte vi det efter 3 måneder. Desværre mistede vi barnet senere så da jeg igen blev gravid gik der lang tid inden vi fortalte det videre. Dvs vores forældre fortalte vi det vist i uge 15 men vennerne (dem som ikke havde set mig for så havde de måske luret det) fortalte vi det først efter MD scanning.

Men første gang fortalte vi det som sagt ikke så lang tid efter testen, men det FØLTES som helt vildt lang tid (havde testet 4 dage før tid) så lidt over en måned synes jeg var rigtig lang tid at holde det for os selv (specielt overfor min mor) fordi man er jo bare så glad for at det endelig er lykkes.

Når du er i behandling får du jo den tidlige scanning, og mit råd til dig er i hvertfald lige at vente til den er overstået med at fortælle det til for mange. Efter du har set hjertelyd til den scanning, er risikoen nemlig kun 5-10 procent at noget går galt senere, og så kan man måske mere nyde at fortælle det til alle.

HÅber snart det lykkes for jer.

vi fortæller det så snart der er en i maven
Vi hjar det sådan, går det galt, jamen så ved folk hvorfor man evt. er lidt nedtrykt og har brug for lidt tid

Nu har jeg ikke været i behandling, men da jeg blev gravid fortalte vi det da jeg var i 10 uge til vores bryllup.

Ville egentlig gerne have ventet indtil der var gået de famøse 12 uger og NF var overstået - men det var bare så passende at sige det ved den lejlighed.

Plus, jeg tror ikke Simon kunne have holdt den ét minut længere... Han havde slet ikke nogen at fortælle det til, men jeg synes jeg blev nød til at fortælle det til kolleger da jeg har et lidt tungt arbejde, og desuden fik rigtig meget kvalme omkring uge 7-8 stk...

Wimmie skriver:

Ja, som overskriften hentyder til; hvornår har I tænkt jer at fortælle jeres omgangskreds at I er blevet gravide, når den dag kommer? Og ved de allesammen at I er i behandling for barnløshed?

Jeg ved ikke før i midten af næste uge om jeg er gravid (lige nu tror jeg ikke rigtig på det da jeg går og føler det som om jeg skal have min mens. meget snart), og manden og jeg har snakket lidt om hvornår vi skal forælle familie og venner det, hvis blodprøven er positiv... Under normale graviditets-omstændigheder ville jeg rigtig gerne have ventet nogle uger - specielt pga. den forhøjede risiko for at miste barnet det første stykke tid, men når nu de nærmeste familiemedlemmer, venner og kollegaer ved at vi er i behandling og snart får svar, så kan jeg ikke rigtig se hvordan vi kan trække den - de vil jo spørge ind til det. Og jeg ved bare at den bliver svær at bremse når først de nærmeste ved det - da jeg for nogle år siden fortalte mine forældre at jeg skulle giftes gik der under 10 minutter før min stedfar havde postet nyheden på Facebook

Jeg ved at de slet ikke vil kunne styre sig når de får at vide at de skal være bedsteforældre (vi er en lillle familie så graviditeter og småbørn er en sjældenhed).

Skal vi bare sige "hvad pokker" og smide det ud i offentligheden så snart vi får svar....Hvad gør I andre?

 

Vi fortæller det til dem som ved, at vi er i behandling med det samme.. Jeg synes, at vi "skylder" at fortælle dem det, da de jo på alle måder deler vores op- og nedture med os i denne proces.. Desuden tror jeg heller ikke, at jeg ville kunne holde på den hemmelighed

Jeg tænker jo også... de folk der ved at vi er i behandling ved også sådan ca. hvornår jeg fik sat æg op, og så kan de jo selv regne sig frem til ca. hvonår jeg kan testes... jeg ved med sikkerhed at vi vil få en hulens masse opkald/beskeder i næste uge fra folk der vil vide om jeg er gravid

Jeg havde heller ikke lyst til at forælle det ude på mit arbejde, men min chef var jo nødt til at vide det og så har jeg 3 kollegaer som jeg arbejder i en tæt rokering med, som også var nødt til at vide hvorfor jeg måske var nødt til at møde senere eller hvorfor jeg ikke kom på arbejde.

Problemet er så at min mand arbejder samme sted (dog en anden funktion i en anden afdeling), og han er meget dårlig til at holde mund - så der gik ikke længe før de første 20 vidste det

Mænd...

Jeg tror egl. bare at jeg vil tænke som Carina og fortælle det så snart vi ved noget, og går noget galt, jamen så må man jo tage den derfra og så har man jo også støtte fra folk. Jeg er bare ikke typen der er god til medlidenhed og opmærksomhed - men det må jeg vel bare frabede på en pæn måde så