Råber i af jeres børn?

Hej.

Synes lidt det går i hårdknude herhjemme engang imellem, hvor Isabella (26 mdr.) bare ikke vil gøre noget som helst eller holde op med noget vi ber hende om ikke at gøre. Så nogen gange - lidt for ofte lige for tiden - synes jeg tonen bliver lidt for hård og højlydt, selvom jeg godt ved det bare gør sagen værre. Hun er en stædig lille pige der i den grad er i selvstændighedsalderen og vil det hele selv - det får hun selvfølgelig også lov til, sålænge det ikke er til fare for hende selv eller andre, eller noget hun gør for at prøve os af...

Spørgsmålet er hvor vide grænser man kan/skal give sine børn? Hvor faste skal rammerne være for at de får den tryghed de har brug for uden at føle sig fastlåst? Og er det ok at tale bare lidt højt til sine børn indimellem, hvis de er i krigshumør?

Er klar over at det er på det midterste spørgsmål den halter lidt herhjemme i øjeblikket og tror simpelthen Isabella føler sig lidt utryg, dels fordi lillebror måske fylder lidt meget, dels fordi vi mangler lidt overskud, så vi nogen gange kommer til at give lidt for meget efter for at få ro.

Ja, der er jo ingen der har sagt det skulle være let, men for dælen, hvor er det altså svært indimellem...

Kh Liva (undskyld vi roder)

Som udgangs punkt NEJ men vi er jo kun mennekser lige som er, så JA det sker da!

Men det er helt klart noget med at I som forældre skal være enige om at sætte grænser og hvor de skal sættes.... For det er nu de store prøvelser går igang - py ha.

Caroline er en super dejlig mild pige, men hun vil da også frem i verden og markere sig - gudskelov! men indimellem er hun ik selv i stand til at bedømme hvad der er ret og hva der er forkert og sker det, kan vi sagens finde på at be hende om at sætte sin ind på vores seng 2 min og tænker lidt over hvad vi lige har sagt til hende - det virker som regel og det er samme metode jeg har set de bruger i Bh - der kan hun så bare godt være sød hele tiden

Tror man lige skal tælle til ti indimellem men gud hvor er det svært... sjovt godt kan jeg jo godt beherske mig når jeg er ude - råber aldrig af mine børn i Netto feks - selvom hun også kan være dræbende der

En anden tanke der lige slår mig når hun lige er blevet storesøster i så "ung" en alder er at jeg synes man skal prøve at lave noget alene med hende også... feks far der smutter på legepladsen med hende uden mor og lillebror eller mor der tager i svømmer med hende osv...
Sådan så hun ik føler det kun er lillebror hele tiden..

Det gør vi ihvertfald en del ud af herhjemme

Hej

Tak for svar. Vi har forsøgt at være meget opmærksomme på Isabella, netop fordi hun kun var 19 mdr., da hun blev storesøster. Jeg går bl.a. til gymnastik med hende en gang om ugen. Men det er umuligt at undgå at der sniger sig noget jalousi ind engang imellem - heldigvis ikke så ofte.

Jeg tror heller ikke vores 'problemer' er så meget hårdere at tackle end andres, men mere at det bare er den alder hun har nu, hvor hun for alvor skal til at finde sig selv, der sætter vores tålmodighed lidt (meget) på prøve indimellem. Vi skal jo også finde os selv som forældre...

Kh Liva