Jeg sidder med enormt mange følelser inde i mig nu, så i må undskylde, hvis jeg lige får afløb for dem herinde lige nu. Hvis i ikke kan holde til at læse om negativitet, så stop her 
Jeg er så gal lige nu, frustreret, magtesløs....har lyst til at kaste rundt med en hel masse.....men behersker mig lige. Måske hjælper det at læsse af herinde, måske gør det ikke.
Jeg fik nogle problemer med mine ben for et par dage siden. Jeg håbede på det bedste, for måske var det her en af de gange, hvor det bare gik i sig selv igen. Så jeg fortsatte som jeg plejer. Var inde i Herning for at købe en cykel til min søn idag. Det gik egentlig fint nok, bortset fra at jeg på et tidspunkt observerede, at jeg ikke kunne mærke noget under min ene fod. Men det gik fint...selvfølgelig gik jeg ikke så godt, som jeg plejer....men jeg havde det ok. Så kom jeg hjem, havde det stadig godt...lagde mig på sofaen for at glo lidt fjernsyn, og så bum....pludselig snurrede det voldsomt i mine ben og det brændte som sindsygt i dem. Og tjaaa nu sidder jeg her tilbage, og kan næsten ikke gå. Jeg kan med kæmpe besvær komme ud på toilettet...men så heller ikke mere.
Det der gør mig gal, det er de her op -og nedture...det er bare ikke fair, at lige som man har fået kæmpet sig op efter sidste angreb, ja så bliver man bare smækket ned igen. Jeg begynder at føle at alt min træning, er tidsspilde. Hvorfor overhovedet træne, når det egentlig er så formålsløst? Jeg får max 1-2 gode måneder, og så bruger jeg 3-4 mdr. på at kæmpe mig op igen.
Jeg prøver på at virke stærk udadtil, for det er jeg også størstedelen af tiden, men på et tidspunkt, når man til et punkt, hvor man bare har fået nok. Jeg synes jeg har oplevet nok modgang her på det sidste, så er det bare ikke i orden at det her skal ske.
Nu kan jeg se frem til en tid med mange smerter. Jeg ved at jeg i mindst et par uger, vil have denne her brændende smerte, der føles som om at nogen sætter ild til mine ben. Den smerte vil være der dag og nat, og jeg ved at jeg ikke får sovet meget.
Måske det bare er skuffelse jeg sidder tilbage med. Jeg havde regnet med at jeg kunne gå et forår + sommer igennem uden nogen angreb....sådan var det nemlig sidste år. Så ryger man altså bare ned i et hul, når sådan noget her sker. Måske jeg skal til at lære, at lade være med at regne med noget...og bare lade tingene komme som de kommer. Måske jeg så tager lidt mere let på det...ja det ved jeg jo ikke.
Hmm jeg ved ikke.....jeg havde bare nået min grænse nu....synes der er sket for meget dumt indenfor kort tid. Så undskyld mit vredesudbrud 
Men lige noget positivt til sidst....jeg har verdens dejligste søn, der helt af eget initiativ gjorde toilet rent idag, støvede af på nogle hylder og vindueskarme og nuppede opvasken helt alene. Da jeg så fortæller ham hvilken skøn dreng han er, siger han: Hvor er det dejligt at du fortæller mig det så tit....og mor, jeg elsker dig.
Han er grunden til at jeg altid kæmper videre 
også selvom jeg nogen gange synes det hele er noget lort 
